Debat

November 1969: Munkebohallen indviet

Klumme

Berlinmurens fald minder os om den frihed, vi aldrig må tage for givet

Forleden var det 30 år siden Berlinmuren faldt. Mange husker dagen, som var det i går. For det var stort. Det var symbolsk. Det var vigtigt. Men desværre er der også mange, der ikke har den fjerneste erindring om en tid – tæt på Danmark - hvor demokrati og frihed ikke gav sig selv. Mange, hvor forståelsen af, at friheden ikke er naturgiven, overhovedet ikke eksisterer. Vi skal selvfølgelig ikke skabe unødig bekymring. Omvendt har vi et ansvar for at få alle til at forstå, hvor skrøbeligt demokratiet er. Jeg var barn, da Berlinmuren faldt. Få uger inden havde jeg været med min familie på efterårsferie der. Vi sejlede over med Langeland-Kiel-færgen og kørte i den lille Toyota Corolla mod Østberlin. Jeg husker de mange bevæbnede soldater. Uhyggen ved grænseovergangene. At vi fik en bøde for at køre for længe i overhalingsbanen – selvom vi ikke kørte for længe i overhalingsbanen. Og at politimanden stak vores vestlige valuta i lommen og vinkede os videre. De lange køer foran supermarkederne og det begrænsede udbud i butikkerne. Ikke mindst husker jeg den lange mur – med pigtråd på den ene side – og graffiti på den anden side. Da muren faldt erklærede min forældre, at nu skulle vi til Berlin igen. Igen sejlede vi over med Langeland-Kiel-færgen og kørte i Toyota’en til Berlin. Kontrasten til oplevelsen få uger forinden var så stor, at den stadig sidder i mig her 30 år efter. En opløftet stemning. Muren der lå væltet flere steder, og som vi tog stykker af. Soldaterne var væk. Skiftet ud med en gavmildhed og imødekommenhed blandt folk i byen. Det var ligesom at samhørigheden og fællesskabet havde vundet. Friheden sejrede. Men hvordan får man forståelsen af frihed videreformidlet til en generation, der forbinder manglende frihed med at internettet er nede eller noget, der sker langt fra Danmark? Til et folk, hvoraf mange går mere op i om forsvaret larmer, end om de kan beskytte danskerne? Hvor mange er mere interesserede i billige varer end om de støtter diktaturer? For mig er der ingen tvivl om, at vi har en vigtig opgave foran os. Ikke mindst set i det perspektiv, at trusselsbilledet i Danmark i disse år bliver stadig mere komplekst og alvorligt. Det er både kort og lang tid siden, at Berlinmuren faldt. Men tilbage står, at vi kun kan undgå at historien gentager sig, hvis vi forstår, at demokratiet og friheden aldrig må tages for givet. Heller ikke i Danmark.

Klumme For abonnenter

Gamle nyheder, 1944: Hus syd for Ringe jævnet med jorden

1994 DSB droppede fra i går brugen af den dispensation, der fra 9. maj i år gav DSB’s rederi lov til at sejle lastbiler med sprængstof over Storebælt på bilfærger med passagerer, oplyser rederichef Jesper Hansen. Reglerne for sejlads med sprængstoffer ifølge Østersøaftalen er blevet ændret adskillige gange inden for de seneste år. Indtil 1990 skulle sprængstoffet med specialfærger. Herefter blev det tilladt med sprængstoffer på passagerfærger med åbent bildæk, men fra 1. december 1993 blev det atter forbudt at transportere sprængstoffer og flere end 12 passagerer på samme færge. Søfartsstyrelsen gav efterfølgende DSB dispensation til den omtalte sejlads, men efter avisomtale stoppede rederiet sejladsen. 1969 En odenseansk el-installatør fik for nogen tid siden til opgave at sætte lysskilte på en amtsinstitutions afdelinger over hele Fyn. Sagen hastede, og det lykkedes installatøren at udføre arbejdet på den ønskede tid. Senere fik han besøg af en politimand, der ville vide, om installatøren havde autorisation til at sætte lysskilte op i en vestfynsk by. Det var den lokale elforsyning, der havde henvendt sig til elektricitetsrådet i København, som derefter bad det lokale politi undersøge sagen. Installatøren måtte indrømme, at han ikke var nået gennem de ca. 175 ansøgninger, han rent formelt skulle skrive for at måtte arbejde over hele Fyn. Han vedtog en bøde på 200 kroner, og dermed kunne sagen henlægges. 1944 I nat ved et-tiden kom en bil med nogle mænd kørende til bankbogholder Sv. Kyhls gård i Sødinge lige uden for Ringe. Pigen, der sov alene i stuehuset, fik ordre til at stå op, og mændene forlangte at komme til at tale med bankbogholder Kyhl. Da pigen havde oplyst, at hun var alene hjemme, fik hun lov til at samle det mest nødvendige af sine ting sammen, hvorefter hun blev låst inde på badeværelset, mens mændene gennemsøgte villaen. Efter en halv times forløb blev pigen atter lukket ud med ordre om at forsvinde hurtigst muligt, da villaen nu ville blive sprængt i luften. Nogle minutter efter lød en eksplosion, der fuldstændigt jævnede villaen med jorden, så kun trappestenen var tilbage.

Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Annonce
Læserbrev

Vi skal have styr på løbehjulene

Læserbrev: Vi er glade for innovation og nytænkning, og kan man gøre tingene på nye, bedre og grønne måder, er vi helt klart med på vognen. I Odense er vi gode til at være med på beatet, bl.a. er vi i gang med et letbaneprojekt, som kommer til at give Odense et kæmpe løft af infrastrukturen. Men tingene skal gøres ordentligt, og der skal sammen med de nye måder at gøre tingene på også følge ordnede forhold og regler, der tilpasser sig de nye tider. Fagbladet 3F skrev 9. november, at Aarhus har taget et skridt længere end andre kommuner med løbehjul og stillet krav for at undgå underbetaling af dem, der skal samle løbehjulene op, når de er blevet stillet rundt omkring i byen. Det sker desværre tit, at innovation og nytænkning ikke går hånd i hånd med overenskomst og ordnede forhold. Det kan vi se ved store dele af robotvirksomhederne i Odense, som ikke har ordnede forhold, og nu også ved løbehjulsfirmaerne, der groft underbetaler de ansatte. Odense skal følge trop med Aarhus og stille krav til løbehjulsfirmaerne - alt andet ville være uforsvarligt. Flere medier skrev for nylig, at sikkerheden ikke er i top, når man kører på løbehjulene om vinteren, især ikke hvis der er frost. Her fremgik det, at hjulene er lavet af gummi, som bliver meget hårde i frostvejr, hvilket gør vejgrebet endnu dårligere, end det er i forvejen. Yderligere kunne man høre den nordiske chef for løbehjulsfirmaet Voi udtale, at der ikke kommer vinterdæk i år, fordi man ikke har fundet en løsning på problemet. Selvom Voi kan slukke for løbehjulene lokalt, hvis det vurderes at være farligt at køre på dem, mener vi, at Odense Kommune skal stille en klausul om, hvoraf det fremgår, at løbehjulene skal slukkes, så snart der er frostgrader, så de ikke må køre på vejene. Det kommer til at koste penge for selskaberne, men så må de finde en løsning, som gør, at man kan leje løbehjulene med vinterdæk. Vi er virkelig glade for, at Odense ligger i overhalingsbanen og har fart på, når det kommer til udvikling og nye projekter. Men vi mener, at Odense Kommune bør sikre arbejdsvilkår og sikkerhed, når det kommer til løbehjulene.

Debat

November 1969: Brockmanns endeligt

Læserbrev

Læserbrev: Spørg vælgerne om salg af fjernvarme

Skal vi nu igen argumentere imod et salg af Fjernvarme Fyn? Anker Boye forsøgte for nogle år siden, men trak klogeligt følehornene til sig. Nu skal vi så igen turen igennem. Et salg vil naturligvis bringe penge i den slunkne kommunekasse her og nu, men det er som at tisse i bukserne. Det varmer kun kortvarigt. Professor Hvelplund fra Aalborg Universitet har sagt det klart og tydeligt: Det vil medføre højere varmepriser for alle indbyggere i Odense. I Odense plejer kommunen at indhente udtalelser fra specialister, når noget skal fremstå seriøst. Værsgo, her er sandheden udtalt af en specialist. Afgiften til staten ved et salg betyder ydermere, at statskassen skal have 40 procent af salgssummen, hvilket for enhver normalt tænkende borger gør salget endnu mere tåbeligt. Jeg tror, de fleste indbyggere hellere vil fastholde varmeprisen og æde endnu en ”velfærdsprocent” på skattesedlen og så bibeholde Fjernvarme Fyn på kommunes/borgernes hænder. Hvorfor ikke vente til efter næste kommunevalg 16. november 2021? Lad lokalpolitikerne fortælle os vælgere, hvad de står for, salg eller ikke salg. Vi har naturligvis hver især valgt vore politikere efter vores overbevisning, men så stor en beslutning har vi ikke taget stilling til, og den bør ikke tages uden at borgerne bliver hørt. Sagen køres nærmest som noget tys-tys, hvilket er stærkt frustrerende. Borgmester Rahbæk Juel har åbenbart lært noget af den tidligere socialdemokrat og finansminister, Bjarne Corydon, som solgte Dong. Efterfølgende tjente Godmann Sachs, som købte Dong, 14,3 milliarder kroner på salget uden at røre en finger. Så store tal er der nok ikke tale om her, men fakta er, at ingen investerer, uden der er en god fortjeneste ved det.

Annonce